Black Hands: Velfortalt Newzealandsk familietragedie

Hvor meget kender du egentlig til New Zealand? Har du, som mig, ikke rigtigt været på de kanter, så associerer du nok mest New Zealand med smuk natur og muligvis nogle fantasyfilm, da bl.a. Lord of the Rings, The Hobbit og Narnia-filmene er skudt her. Jeg ved, at der i New Zealand er stor forskel på syd og nord og at der er pingviner sydpå. Så langt, så godt.

Så kender jeg også den interessante og anderledes tv-serie Top of the Lake, der er en australsk-newzealandsk co-produktion. Her spiller Elizabeth Moss fra Mad Men en australsk betjent, der efterforsker en kinesisk piges forsvinden i New Zealand. En rigtigt god serie, men dog fiktion.

Det jeg ikke kendte noget som helst til, var historien om David Bain og the Bain Family Murders fra 1994, muligvis New Zealands største mordsag til dato, hvor fem ud af seks familiemedlemmer af familien Bain blev skudt, og kun sønnen David Bain overlevede. Ja, faktisk skete der slet ikke noget med ham den dag.

Sagen er super interessant, fordi politiet med det samme kunne afgøre, at der kun kunne være to personer, der kunne have gjort det: David Bain selv eller hans far, Robin Baine, som også var død af skud på gerningsstedet. David Bain blev først dømt for mordene, men blev efter lange appeller frikendt 15 år senere.

I podcastserien Black Hands udforsker journalisten Martin van Beynen Bain-sagen gennem forskellige interview, gennemgang af politrapporter, referater fra retssagen og en gennemgående velfortalt indførelse i sagen og dens omstændigheder. David Bain har altid nægtet at have noget med mordene at gøre, og har bl.a. skudt skylden på nogle 'black hands', som skulle være skyld i det hele. Deraf navnet på podcasten.

Black Hands er først og fremmest velfortalt og researchet helt enormt godt, hvilket er grunden til, at jeg synes, den skal fremhæves. Van Beynen fulgte hele den anden retssag og har derfor et enormt indblik i sagen, hvilket skinner igennem. Historien føles et eller andet sted lidt personlig for Van Beynen at fortælle. Serien er strålende bygget op med baggrundsbeskrivelser, gennemgang af seriens hovedpersoner og en flot gennemgang af retssagernes indhold.

Van Beynen udmærket sig ved at være en rigtigt god fortæller og at fortælle indlevende om sagen. Han forholder sig i løbet af podcasten også nøgternt og neutralt til, om hvorvidt David Bain er skyldig eller ej, selvom han i interview faktisk udtaler, at han tror, at David Bain HAR gjort det. Det tjener Van Beynen og Black Hands-fortællingen stor ære, at fortællingen i podcasten dermed ikke er farvet af Van Beynens egne holdninger, mens vi får alle facts serveret.

Helt uden fejl er Black Hands dog ikke. Nogle gange bliver detaljerne fra retssagen lidt for tekniske, og der bliver gennemgået mange beviser, som måske-måske ikke er interessant for den almene lytter,  men hold tungen lige i munden, for den her sag er altså totalt crazy! Så er der også det faktum, at for den ikke-newzealandske lytter er der lidt kulturelle referencer, som man måske ikke helt forstår, men det har nok heller ikke været Van Beynens idé, at denne podcast skulle være interessant for en pølsedansker fra Hirtshals som jeg selv.

Jeg kan simpelthen ikke bestemme mig for, om jeg tror, at David Bain har gjort det eller om der simpelthen er for mange ubesvarede spørgsmål til, at jeg synes, at man med sikkerhed kan sige, at han har gjort det... men jeg kan love for, at jeg har slugt afsnit for afsnit meget hurtigt, for det her er virkelig en spøjs sag! Derfor skal du lytte til Black Hands.

Find Black Hands på iTunes eller der, hvor du ellers finder dine podcasts. Læs mere om sagen her, hvis du mod forventet skal have mere krudt serveret, inden du lytter med. 

Comments

Popular posts from this blog

P1-dokumentaren 'Det perfekte offer' er journalistik og podcast af højeste kaliber

'Pigen': En nuanceret podcast om en meget mærkelig sag

La Liga Weekly - en guide til den magiske spanske fodbold