La Liga Weekly - en guide til den magiske spanske fodbold


Spansk fodbold har været min store passion lige siden jeg var en lille dreng, hvor jeg hver søndag morgen så gårsdagens optagelser fra Barcelona eller Real Madrids kampe dengang, hvor Michael Laudrup spillede i en af de to klubber og lagde sukkerbolde til Romario, Stoichkov, Zamorano eller Amavisca. Kampene blev nemlig spillet sent lørdag aften, og der skulle en knægt jo naturligvis sove og ikke se fodbold. Så de kampe optog jeg på VHS og så inde på min storesøsters værelse hver søndag morgen, hvor hun alligevel var hos sin kæreste. En god løsning, syntes jeg.

Billedresultat for michael laudrup ivan zamorano
Michael Laudrup: Manden der lærte mig at elske fodbold

For mig var og er spansk fodbold noget helt eksotisk og magisk. Min passion for spansk fodbold gjorde faktisk også, at jeg valgte at tage spansk i gymnasiet og senere læse en bachelor i sproget på Handelshøjskolen i Århus, som nu om dage hedder noget helt andet, som jeg ikke gider til at slå op. For spansk fodbold er i min verden bare virkelig fedt og det gav mig lysten til at forstå kulturen i et land, hvor passionen for fodbold er noget helt andet end franske hotdogs og 1200 tilskuere på Randers Stadion...

Når man som mig er så dybt passioneret omkring spansk fodbold, men ikke har mulighed for at se alle de kampe, som jeg et eller andet sted gerne ville se, har det dermed også været mig en stor glæde at have opdaget Sky Sports' La Liga Weekly podcast, som hver uge gennemgår den nuværende status i den spanske La Liga (også kendt under navnet Primera División).



De to værter, Jon Driscoll og Terry Gibson, gennemgår hver uge den spanske liga med lige dele humoristisk tilgang som kritisk, faktuel viden om alle klubber. Ja, alle klubber. Det er vildt, hvor meget de to herrer egentlig kender til de forskellige hold i ligaen.

Gibson er tidligere fodboldspiller i England og spillede for blandt andet Tottenham, Coventry, Wimbledon og Manchester United. Efter at han stoppede med at spille var han scout for Bolton og Manchester City og lærte derigennem en masse om den spanske liga.

Driscoll har i mange år været den engelske kommentator på La Liga og er en humoristisk mand, der får flettet mange sjove kommentarer og observationer ind. Det er rigtigt fedt.

Til sammen besidder de to værter en masse viden og viser uge efter uge en indgående forståelse for La Liga. Driscoll og Gibson diskuterer lige så gerne trænersituationen i Las Palmas som fodboldkulturen i Einar, så det er ikke kun en podcast for fans af Barcelona og Real Madrid. Selvfølgelig fylder de to helt store fodboldmastodonter en del i sådan en podcast, men fra tid til anden bliver de kun nævnt perifært, hvis f.eks. Barcelona har spillet en lidt semi-kedelig kamp mod Real Sociedad.

Billedresultat for paco jemez las palmas
Paco Jeméz, Las Palmas' tilbagevendte træner, har på det seneste været diskuteret mange gange i La Liga Revista. Hvem i Danmark kender lige ham?

Netop La Liga Weeklys fokus på at gennemgå hele La Liga og alle dens kampe er utroligt interessant. Pludselig snakker værterne om Levante eller Einar, og man får et indblik i, hvad det er for en klub og hvorfor tingene går som de gør i en klub som dem.

Det er vildt spændende og viser en respekt og forståelse for, at folk rundt omkring i verden godt kan støtte andre hold end de måske 4-5 største klubber i Spanien, som oftest er dem, der bliver nævnt i medierne. For mig betyder det også noget, at de spanske spilleres navne naturligvis udtales helt korrekt. Det viser igen en respekt for kulturen, landet og spillerne.

Fra tid til anden deltager den katalanske journalist Guillem Balague også i udsendelsen. Balague har tiligere skrevet biografier om både Messi, Guardiola og Cristiano Ronaldo, og er en af de mest vidende journalister i den spanske fodboldverden. Balague snakker et fantastisk engelsk og er altid meget nem at forstå. Afsnittene, hvor Balague deltager, er ekstra krydderi på en i forvejen rigtigt god og spændende fodboldudsendelse.

Billedresultat for la liga weekly

Til sidst i hver udsendelse gennemgås La Revista Predictor, som er en gennemgang af, hvordan værternes spådomme om sidste weekends resultater egentlig gik. Det er ret sjovt, for David Garrido, som står for den del, er god til at uddele nogle verbale tæv til alle deltagere, inkl. værterne.

Hvis du er til spansk fodbold, så kan jeg klart anbefale Sky Sports' La Liga Weekly: Fordi det er et sjovt og underholdende program, fordi det bestyres af to meget vidende personer, og fordi det indtil videre er den bedste kilde, som jeg har fundet til at følge med i den magiske liga, som er den bedste spanske liga, som med rette blot kaldes La Liga.

Comments

Popular posts from this blog

P1-dokumentaren 'Det perfekte offer' er journalistik og podcast af højeste kaliber

'Pigen': En nuanceret podcast om en meget mærkelig sag